Rundvisning på centeret
I Oplevelsescenter Nyvang oplever I livet og hverdagen i en landsby og en lille stationsby i midten af 1900-tallet. Træd ind i en tidslomme, hvor over 30 frivillige dagligt står klar til at formidle tiden 1930 til 1959.
Tag en tur med Rutebilen. Gør en god handel i Brugsen. Få lidt til den søde tand hos Bageren. Tal med sygeplejerskerne, postbudet eller landbetjenten. Besøg Husmandsstedet, Zoneredningsstationen eller et af vores mange andre huse og butikker.
Hvem er vi?
Velkommen til Oplevelsescenter Nyvang! Indtil 2021 kendt som Andelslandsbyen Nyvang.
I de skønneste rammer lidt uden for Holbæk, formidler vi Danmarks historie fra 1930 til 1959. Over 500 frivillige ildsjæle og en perlerække af gamle huse og bygninger, skaber tilsammen en oplevelse ud over det sædvanlige. Vi dækker ca. 42 naturskønne hektarer og har over 30 historiske huse som I kan besøge.
Hvorfor hedder vi “Nyvang”?
“Nyvang” i Holbæk nævnes første gang i en kilde fra 1630. Der var problemer med bymarkernes drift, der foregik tyverier af afgrøder og kreaturer og heste brød løs fra indhegningerne. Det er faktisk i forbindelse med de løse dyr, at Nyvang nævnes; to heste var sluppet fri og løbet hele vejen til Lille Granløse.
Til proprietærgården Nyvangsgården hørte 355 tdr land og her var der landbrug fra 1777 til 1965. Der var plads til 150 malkekører, 60 ungkvæg, 18 heste, 10 ungheste samt føl og 30 svinesøer med smågrise. På gården var der ansat en forvalter, en fodermester, en forkarl, 2 elever og 10 karle. Nyvangsgården nåede at have 14 forskellige ejere og utroligt nok er den aldrig gået i arv fra far til søn. Proprietærgården eksisterer stadig og er nu en del af det historiske miljø her på Nyvang.
Opkøbt og oplevelsescenter
I 1965 købte Kasernen i Holbæk området. Her kunne de træne soldater. I 1985 blev kasernen nedlagt, og Staten solgte gården til Holbæk Kommune.
Oplevelsescenteret som du kender det i dag, opstod i 1992. Drømmen var at skabe en historisk landsby med fokus på andelstiden – den tid, der var med til at skabe det Danmark vi kender i dag. Andelstiden er stadig en vigtig del af Oplevelsescenter Nyvangs identitet.
Oplevelsescenter Nyvang hed de første mange år Andelslandsbyen Nyvang. Desværre var det et tilbagevendende problem, at man måtte afslå folk, der ville skrives op til andelsboliger. Derfor skiftede Andelslandsbyen Nyvang i 2021 navn til Oplevelsescenter og fik samtidig en opdatering af sin grafiske identitet.
Den Selvejende Institution Oplevelsescenter Nyvang har i dag en professionel bestyrelse, 10-12 fuldtidsansatte og ca. 600 frivillige. De frivillige er organiseret i 65 laug.
